Kære badmintonspillere, trænere, ledere og familier,
Det er en stor glæde at invitere alle unge badmintonspillere i U13 og U15 til den første udgave af Hans Christian Andersen City Games Badmintoncamp. Arrangementet er planlagt som en årligt tilbagevendende begivenhed i begyndelsen af juli. Badminton indgår sammen med 17 andre sportsgrene i arrangementet i Odense.
Badmintoncampen ledes af europæiske toptrænere, der i det daglige arbejder sammen med spillere fra verdensranglistens top 100, europæiske landshold og OL-deltagere.
Campen er en forrygende chance for at udvikle sig til at blive en endnu bedre badmintonspiller. Vi vil arbejde med teknik samt taktisk og fysisk træning på højeste europæiske niveau.
Forældre og ledere inviteres samtidig til at deltage i et trænerkursus (Badminton Danmarks første trænerkursus), der foregår sideløbende med træningen af spillerne.
Ideen bag Hans Christian Andersen City Games er at samle unge sportsudøvere fra hele verden for at have det sjovt og samtidig lære af hinanden.
Arrangør
Hans Christian Andersen City Games arrangeres i samarbejde med Svendborg Badmintonklub, der i 2011 var vært for kvalifikationen til Ungdoms-OL. Klubben har også tidligere afholdt Danmarksmesterskaber for både senior og ungdom.
Dato
7.-13. Juli 2012
Lokalitet
Hans Christian Andersen City Games Badmintoncamp afholdes i Svendborg, som er en af Danmarks smukkeste byer med en indbydende natur. Svendborg ligger 45 km fra Odense – en halv times kørsel på den nye motorvej, som forbinder øens to største byer.



